Det bliver bedre ...

- og det er mørkest lige før lyset bryder frem

At male er en passion, enten kan du lide det, eller også kan du ikke. For mig er det mit eget personlige terapeutiske rum, og jeg kan tydeligt mærke forskel på mit humør og min væren i de perioder, hvor jeg af den ene eller anden grund ikke får malet. Derfor prioriterer jeg det højt, også de dage hvor min indre kritikker er i sit selvsabotagehumør og ihærdigt forsøger at få mig til at lade være.

Sommetider, når jeg sætter mig og maler, spekulerer jeg på, om det overhovedet er muligt at få noget se-værdigt ud af de klatter, jeg sætter på papiret.

Efterhånden har jeg lært, at der altid er nogle grimme faser, der ikke er til at komme udenom. Hvis jeg opgiver før, maleriet har nået at udfolde sig, og fordi jeg tror, det aldrig kan blive godt, går jeg glip af hele den oplevelse og proces, det er at komme fra mørket til lyset.

Og heldigvis for mig, er jeg et yderst stædigt menneske (selv om jeg nu foretrækker at kalde det vedholdende, da det lyder som en mere attraktiv egenskab) og jeg bliver nærmest udfordret af grimheden, der driver mig til at fortsætte og fortsætte.

Lige der, hvor jeg er parat til at male det hele over eller at rive det i tusinde stykker, sker gennembrudet. Der begynder at tegne sig et billede, jeg kan lide, og det opleves som en masse brikker, der falder på plads inde i mig.

Det behøver ikke at være smukt, let eller pænt ej heller være et billede som andre kan lide, kun venter jeg på det signal, der gør, at maleriet har fundet sin vej ud, og det føles helt rigtigt.

Når det derfor af og til er svært at få bevæget mig hen til malebordet, fordi jeg tit skal i gennem den eller en lignende transformation, hjælper det mig at huske på, at der altid er en grim fase, og at det helt sikkert bliver bedre om lidt og hvis ikke om lidt så om lidt igen...

Her har jeg lavet min baggrund og er begyndt at tegne det op, der popper ud af papiret